Grønne netværk på besøg

 
Projekt Grønt Byggeri har besøg af ProjectZero/Sønderborg, Energibyen/Frederikshavn og Symbiosis m.fl./Kalundborg. De tre projekter kommer til Bornholm for at dele erfaringer og udvikle fælles projekter.

I går aftens landede syv gode ressourcepersoner på Bornholm for at kunne være til møde fra den tidlige morgenstund i dag kl. 7.30 til 19.45 i aften, hvor de drager hjem igen.

Det drejer sig om folk fra ProjectZero/Sønderborg,  Energibyen/Frederikshavn og Symbiosis m.fl./Kalundborg, som kommer til Bornholm for at dele erfaringer og udvikle fælles projekter.

Mødet er kommet i stand fordi ProjectZero i Sønderborg mødte projekt Grønt byggeri på Building Green Messe i oktober og gav udtryk for sammen med Energibyen Frederikshavn gerne at vil høre ind til hvordan Bornholm har båret sig ad med at få uddannet 103 grønne håndværkere på Danmarks grundigste efteruddannelse af håndværkere.

Og på Bornholm vil vi rigtig gerne høre ind til hvordan både Sønderborg og Frederikshavn er lykkedes med at få bankerne med på at låne penge til energirigtig renovering på særligt gunstige betingelser. For hvis de kan i Sønderborg og Frederikshavn, må vi også kunne på Bornholm.

Et mindre fokus for dagen vil give inspiration til industriel symbiosis-samarbejde (industriel symbiosis betyder i denne sammenhæng at forsyningselskaber og industrivirksomheder deler affald/ressourcer, således at det der er affald for den ene kan indgå som ressource for en anden).

Det gennemgående fokus for dagen vil dels være generelle inspirationsoplæg fra alle parter, dels at komme lidt ned i motorrummet i hinandens projekter; dels at snakke fremtidige samarbejder. 

Midt på dagen byder vi på tre bornholmske cases - det første med oplæg fra Østkraft der kommer herop og fortæller om EcoGrid.eu-projekter, der er ved at udvikle fremtidens intelligente el-net, siden et oplæg over frokost der handler om vores arbejde med Bright Green Island og endelig en lille tur til udkanten af Rønne til BOFA til affaldstårnet, hvor vi bliver vist rundt.

Eftermiddagen fokuserer som nævnte på Symbiosis og slutter af med fire workshop omkring fremtidige samarbejdsprojekter. Søren Femmer fra CoCreative vil stå for facilitering af workshops.

I det videre workshoparbejde deltager Bornholm med Business Center Bornholm (arrangør), Bornholms Regionskommune, Campus Bornholm og Væksthus Hovedstadsregionen.

-  Vi har masser at lære af hinanden og der kan ikke være grænser for, hvad vi kan udvikle i fællesskab med de ressourcer, der er samlet her i dag. Fra Business Center Bornholm forventer os meget af dette samarbejde, vurderer projekt i Grønt Byggeri, Camilla Sandfeld

af Michael Berg Larsen / 19.12.2012